NYHEDER+BAGGRUND:

Radio 24Syv

Jeg har fokus på Tyskland for radio 24syv. Det handler typisk om beretninger om de politiske og samfundsmæssige begivenheder i Tyskland. Nogle gange fra Berlin andre gange fra København.

Udsyn d. 20. maj 2021: “Folk vil gøre alt for at få en vaccine”
Tusindvis af tyskere springer vaccinekøen over. Tyskland er ellers et af de lande i Europa, der er nået længst med at vaccinere deres befolkning – men alligevel så prøver desperate tyskere at snyde sig frem i køen. I Hamburg har man således på bare én uge grebet omkring 2.000 mennesker i at ville snyde. Og mens nogle prøver at snyde derhjemme i Tyskland, så tyr andre (og mere velhavende) tyskere til nærmest lige så kontroversielle midler, når de tager på vaccinerejse til Rusland. 

Udsyn d. 13. april 2021: “Det handler om børnene”
I Tyskland tager man både de tyske IS-børn og deres mødre hjem fra fangelejrene i Syrien. Herhjemme vil man dog meget gerne undgå at skulle tage mødrene med – for de udgør en mulig trussel. Men i Tyskland vurderer man, at forholdet mellem mor og barn er helt afgørende. Og desuden har de et omfattende og succesfuldt beredskab, der tager imod IS-kvinderne og deres børn og sørger for at retsforfølge og afradikalisere dem. I Udsyn bliver du klogere på, hvorfor vores naboer i Tyskland har valgt en hel anden strategi, end vi har i Danmark, og hvad den strategi konkret går ud på. 

Udsyn d. 4. marts 2021: “Vi har været blinde på det højre øje”

En ung, tysk soldat med et kæmpe våbenlager og højreekstrem politisk propaganda er blevet anholdt nær Frankfurt. Og mens der de seneste år i Tyskland har været adskillige angreb fra højreekstreme, så er der altså også et stigende antal sager med højreekstremisme i politiet og militæret. Noget man ikke har været helt opmærksom nok på i Tyskland.

Udsyn d. 18. feb. 2021:“Ingen er nogensinde død af Covid-19”
Sådan sagde en tysk læge, Bodo Schiffmann. Ham skal vi høre mere til i fortællingen om corona-situationen og konspirationsteoretikerne.